Den nye Venstre-regering har overtaget ansvaret for at stoppe de vilde arters tilbagegang.





Af Peder Størup / Naturbeskyttelse.dk

Den nye Venstre-regering har nu overtaget ansvaret for at stoppe tabet af biodiversitet. 2020 er året, hvor verdens nationer har forpligtiget hinanden på at have stoppet tilbagegangen af vilde arter. 15 år er gået siden FN- mødet i Rio, hvor biodiversitetsmålsætningen blev vedtaget. I Danmark har vi siden da haft 4 år med en rød regering og 11½ år med en blå – meget kunne være udrettet på den tid, men ikke meget er sket. Nu er der så kun 4½ år tilbage til at vende udviklingen i. Det siger sig selv, at skal artstilbagegangen stoppes, kræver det mod og politisk vilje til handling, som kan styrke beskyttelsen af den natur, der er tilbage, og genoprette noget af det, der er gået tabt. Spørgsmålet er, om denne regeringen har viljen til at gøre en forskel?

 

Udgangspunktet for den danske natur er desværre dårligt. Danmark er et af de hårdest opdyrkede lande i verden, med meget lidt plads til vild natur, som tilmed er fragmenteret af veje, byer og intensiv skovbrug. Dette betyder, at Danmarks vilde arter er blandt de mest pressede i Europa. Al forskning i naturens tilstand lyser rødt – mere end 1500 af de vurderede rødlistede arter er truet, og bevaringsstatus for stort set alle vores naturtyper fra engen til skoven er ugunstig eller endda stærk ugunstig. Det betyder, at arter som eksempelvis Kirkeuglen i det åbne land og Rødlig Perlemorsommerfugl i skoven risikerer at uddø i Danmark. Specielt gruppen af indikatorarter på naturens tilstand, dagsommerfuglene, er hårdt ramt. Siden 1950 er over 17 % af de fastboende uddøde nationalt, og en håndfuld er desværre på vej til at følge efter. Selv en af vores hidtil almindeligste fuglearter Viben er i dramatisk tilbagegang og er nu nede på ca. 20.000 par mod tidligere 100.000 – 150.000. Kun en handlekraftig regering kan sætte en stopper for den udvikling.

Det nye regeringsgrundlag tyder desværre ikke på, at regeringen forstår alvoren eller har viljen til at sætte ind for at stoppe tabet af biodiversitet. For selv om indsatsen for biodiversitet og udlægning af urørt skov eksplicit er nævnt, er der på nuværende tidspunkt ikke meget, der viser vilje til handling generelt, og den nye miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, har da også valgt at starte med en landbrugspakke, for så først efter nytår at komme med en naturpakke. Indholdet af den pakke vil være afgørende for, om det lykkes at stoppe tabet af biodiversitet inden 2020.

Intentionen om at gøre mere for den trængte natur i statsskoven skal selvfølgelig anerkendes. Men man kunne dog godt have en mistanke om, at den nye Venstre regerings interesse for naturen i statsskoven ene og alene er et dække for at kunne slække på natur- og miljøkravene i landbruget. Bekymringen går yderligere på, at der reelt ikke er vilje til beskyttelse, og at det kun bliver en mindre del af statsskoven, som lades urørt, og at der er risiko for, at regeringen vil forsøge at fodre hunden med sin egen hale, ved at ”beskytte” områder, som i forvejen er omfattet af beskyttelse. Som nævnt tidligere rækker behovet for en indsats langt udover statsskovens. Nok har det stor betydning lokalt, når et gammelt træ ikke fældes, og et område overlades til naturen, men om så al offentlig skov blev udlagt til natur, udgør offentligt ejede arealer kun en meget lille del af de truede arters levesteder. Så stop for statslig skovhugst er kun et blandt mange tiltag, der skal tages i brug, og kan ikke alene stoppe artstabet i Danmark. Man skal dog ikke underkende, at det vil være et uhyre stærkt signal, at det offentlige går forrest og viser, hvad man kan få af artsrigdom, når man prioriterer beskyttelse fremfor kortsigtet økonomisk udnyttelse.

Skal de truede arter hjælpes, skal indsatsen altså være der, hvor arterne lever, om det er i store eller små områder, det åbne land eller i skoven. Det kræver derfor en massiv indsats i hele landet både i private og offentlig skove, og ikke mindst i det åbne land, hvor den intensive landbrugsproduktion gør stor skade. Skal udviklingen her vendes, kræver det mere plads til naturen og naturlige dynamikker, eksempelvis græssende dyr, og at de for naturens arter så skadelige næringsstoffer flyttes længere væk fra de områder, hvor de gør skade. Det kunne eksempelvis være ved, at lodsejere ikke skal betale jordskatter af beskyttede naturarealer, og landmanden kan få lov til at øge gødningskvoten lidt på markniveau, hvis han samtidig tager jord ud af drift op til beskyttet natur – en noget for noget model, som både gavner landmand og natur. Man kan dog som nævnt være bekymret for, at regeringen endnu engang prioterer landbrugets interesser fremfor naturens behov for beskyttelse. Men da biodiversitet er skrevet ind i regeringsgrundlaget, har den den nye miljø- og fødevarerminister Eva Kjer Hansen og de mere moderate dele af regeringens parlamentariske grundlag mulighed for at trække i håndbremsen og give de truede arter den stemme, der skal til for at sikre, at de også har levesteder og gode livsvilkår i fremtiden.

Baggrunds materiale:

Jyllands Posten 02.10.2014: De små naturpletter er livsvigtige for dyr og planter

“Carsten Rahbek var i 2005 med til at lave en undersøgelse af alle større danske naturområder, og den havde nogle overraskende konklusioner. – Analysen viste, at selv hvis man bevarer alle de store naturområder i Danmark, så er der en stor andel af de danske arter, som slet ikke lever i dem. De lever ude på alle de små steder, siger han”

Referencer: Rødlisten – Danmarks truede arter og Bevaringsstatus for naturtyper og arter.